Moder jeg er træt...

Síðustu daga er ég búin að þramma um tautandi þetta ljóð fyrir munni mér. Eigi veit ég hví...en þetta ljóð hefur alltaf átt stað í hjarta mér.

Det døende barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej det må du først mig love,
Thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn jeg skuer
Når jeg har det trætte øje lukt.

Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af Vor Herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver
Det er blomster engelen udstrør!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
Eller, moder, får jeg når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længere sukke,
Græder du, så græder jeg med dig,
O, jeg er så træt! – må øjet lukke –
– Moder – se! nu kysser englen mig!


H.C. Andersen